Vedtægter

Vedtægter for Socialdemokratiet i Allerød

Indholdsfortegnelse
§ 1 FORENINGENS DÆKNINGSOMRÅDE
§ 2 FORENINGENS FORMÅL
§ 3 FORENINGENS OPGAVER
§ 4 MEDLEMSKAB
§ 5 VALG AF PARTIFORENING
§ 6 MEDLEMSRETTIGHEDER
§ 7 LIGESTILLING
§ 8 KONTINGENT
§ 9 PARTISKAT
§ 10 KOMMUNALVALG
§ 11 OPSTILLINGSREGLER VED KOMMUNALVALG
§ 12 VALGREGLER TIL KOMMUNALVALG
§ 13 SAMARBEJDET MED KOMMUNALBESTYRELSESGRUPPEN
§ 14 REGIONRÅDSVALG
§ 15 FOLKETINGSVALG
§ 16 EUROPA-PARLAMENTSVALG
§ 17 MEDLEMSADMINISTRATION OG ANDRE OPGAVER
§ 18 GENERALFORSAMLINGEN
§ 19 BESTYRELSEN
§ 20 VALG AF KONGRESDELEGEREDE
§ 21 ØKONOMI
§ 22 BORTFALD AF MEDLEMSKAB OG MEDLEMSRETTIGHEDER
§ 23 UDELUKKELSE
§ 24 OPRETTELSE OG NEDLÆGGELSE AF FORENINGER
§ 25 VEDTÆGTSÆNDRINGER

FORENINGENS DÆKNINGSOMRÅDE
§ 1 Foreningens navn er: Socialdemokratiet i Allerød
Foreningen dækker Allerød Kommune. Foreningen er del af den socialdemokratiske landsorganisation og tilsluttet Socialdemokratiet i Rudersdal kredsen og Socialdemokratiet i Region Hovedstaden.
Foreningen er en nonprofit organisation.

FORENINGENS FORMÅL
§ 2 Foreningens formål er at virke for de demokratiske, socialistiske ideers udbredelse og anerkendelse i henhold til partiets programmer og at fremme økonomiske, kulturelle og politiske interesser i overensstemmelse med idégrundlaget.
Foreningen anerkender Socialdemokratiets program og vil virke for dets gennemførelse på grundlag af partiets principprogram, love og beslutninger.
Dette mål søges opnået ved:
• at inddrage medlemmerne i beslutningsprocessen om organisatoriske, lokal- og landspolitiske samt internationale spørgsmål.
• at inddrage borgerne i en dialog med partiet om den aktuelle og langsigtede politik.
• at opstille socialdemokratiske kandidater til kommune-, regionsråds-, folketings- og Europa-Parlamentsvalg, andre offentlige tillidshverv samt nærdemokratiske råd og nævn.

FORENINGENS OPGAVER
§ 3 Foreningen varetager medlemmernes politiske og organisatoriske interesser og skal herunder:
• Foretage opstilling til kommunalvalg jf. § 11, § 12 og § 13.
• Stille forslag til kandidater til regionsrådet jf. § 15.
• Indstille forslag til kandidat til Folketinget jf. § 16.
• Stille forslag til kandidat(er) til Europa-Parlamentsvalget jf. § 17.
• Føre valgkamp for de foreslåede og opstillede kandidater.
• Samarbejde med kommunalbestyrelsesgruppen jf. § 14.
• Informere medlemmerne om arbejdet i foreningen.
• Arbejde for at få og fastholde flere medlemmer.
• Varetage medlemsadministration og opgaver for andre led i organisationen jf. § 18.

MEDLEMSKAB
§ 4 Enhver, som anerkender Socialdemokratiets principprogram, og som vil tilslutte sig partiets love, kan optages som medlem af Socialdemokratiet. Bestyrelsen kan udsætte optagelsen til førstkommende generalforsamling. Generalforsamlingen kan med 2/3 af de afgivne gyldige stemmer afslå tilslutning som medlem af partiet. Beslutningen skal godkendes af Hovedbestyrelsen.
Stk. 2. Man er medlem, når man er registreret af en forening eller af Partikontoret og har betalt kontingent jf. § 8. Medlemsrettigheder efter § 6 opnås efter tre måneders medlemskab. Fuldgyldige medlemmer af DSU kan, hvis de ønsker det, være medlem af Socialdemokratiet for det kontingent, de betaler til DSU.
Stk. 3. Medlemskabet har sin gyldighed fra indmeldelsesdatoen i Socialdemokratiet.
Stk. 4. Generalforsamlingen kan udnævne et medlem til æresmedlem. Et æresmedlemskab er kontingentfrit og omfatter alle medlemsrettigheder. Partiforeningen afholder kontingentet til kreds, region og Partikontor.

VALG AF PARTIFORENING
§ 5 Man kan frit vælge hvilken partiforening, man vil tilsluttes. Valg af partiforening gælder for mindst et helt kalenderår. Ændring af valg af partiforening skal meddeles partiforeningen eller Partikontoret inden kalenderårets begyndelse. Ved flytning af folkeregisteradresse kan man dog samtidig tilsluttes en ny partiforening.
Stk. 2. Det er muligt at være tilsluttet mere end en partiforening, men man skal vælge i hvilken forening, man vil udøve sine medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed). Valget gælder for mindst et helt kalenderår og skal ved kalenderårets begyndelse meddeles de foreninger, som man er medlem af eller Partikontoret.

MEDLEMSRETTIGHEDER
§ 6 Som medlem af Socialdemokratiet og tilsluttet en partiforening har man efter tre måneders medlemskab:
• Ret til at deltage i de politiske beslutninger og i det organisatoriske arbejde.
• Ret til, hvis man er fyldt 13 år, at deltage i opstilling og valg af kandidater til organisatoriske tillidshverv på opstillingsmøder og gennem urafstemninger.
• Ret til at stille op til tillidsposter i partiet, som f.eks. forenings-, kreds-, og regionsbestyrelser, Hoved-bestyrelse og delegeret til repræsentantskabsmøder og kongresser.
• Ret til, hvis man er fyldt 13 år, at deltage i opstilling og valg af kandidater til politiske tillidshverv på opstillingsmøder og gennem urafstemninger, dog med de begrænsninger, at man ikke kan være med til at opstille kandidater, som man pga. folkeregisteradresse ikke kan stemme på. For danske statsborgere bosiddende i udlandet følges valgloven.
• Ret til, efter et års medlemskab, at søge opstilling til politiske valg til kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketinget, Europa-Parlamentet og andre nærdemokratiske råd. Reglen om et års medlemskab tæller fra den dag, opstillingsvalget i den kompetente forsamling finder sted. Dog kan der gives dispensation ved generalforsamlinger/repræsentantskabsmøder for perioden ud over de tre første måneders medlemskab. Alle dispensationer skal vedtages med 2/3 af de afgivne gyldige stemmer. Afgørelserne kan ankes til Hovedbestyrelsen.
Stk. 2. Ved restance med kontingentbetaling og indbetaling af partiskat bortfalder ovenstående medlemsret-tigheder jf. § 8 og § 9.

LIGESTILLING
§ 7 Foreningen bør ved udarbejdelse af opstillingsregler og opstilling af kandidater til politiske valg arbejde for reel ligestilling mellem kønnene.
Stk. 2. Foreningen bør arbejde for reel ligestilling mellem kønnene f.eks. ved valg af bestyrelses- og hovedbestyrelsesmedlemmer, delegerede til kongresser, repræsentantskaber i regions- og kredsorganisationer, fællesledelser og ved udpegning af medlemmer til nævn, råd, kommissioner og udvalg.

KONTINGENT
§ 8 Foreningen fastlægger sit kontingent hvert år på generalforsamlingen efter nærmere regler vedtaget af Hovedbestyrelsen.
Stk. 2. De vedtagne kontingentsatser skal indberettes til Partikontoret efter regler vedtaget af Hovedbestyrelsen. I modsat fald opkræves samme kontingentsats som det foregående år, dog mindst de vejledende satser. Kontingentet opkræves via den fælles kontingentopkrævning og videresendes til partiforeningen i henhold til de vedtagne kontingentsatser.
Stk. 3. Hvis kontingentet ikke er betalt senest et kvartal efter den ordinære opkrævning, bortfalder ens medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed), indtil man har betalt. Inden den 1. april skal alt skyldigt kontin-gent for det foregående år være indbetalt. Manglende indbetaling kan uden videre foranstaltning medføre tab af medlemskab. Medlemskabet bortfalder, når man modtager besked om, at man er slettet på grund af kontingentrestance.

PARTISKAT
§ 9 Alle, der direkte eller indirekte varetager tillidshverv på vegne af Socialdemokratiet, skal betale partiskat. Partiskatten fastsættes af generalforsamlingen for et kalenderår ad gangen. Partiskatten opkræves af kassereren og hensættes til afholdelse af valgkampe. I kommunerne med flere foreninger varetages fastsættelse og opkrævning af partiskat af fællesledelsen.
Stk. 2. Partiskatten udgør 5 procent af bruttobeløbet, der udbetales til vedkommende som løn, honorar, diæter, vederlag, tillæg eller lignende. Der kan ikke fratrækkes nogen form for udgifter, løntab eller andet. Kassereren skal have dokumentation for, at det er det korrekte beløb, der er indbetalt.
Partiskatten af honorar, som modtages som valgtilforordnet, udgør dog 50 procent af bruttobeløbet, medmindre medlemmet kan dokumentere tabt arbejdsfortjeneste, i hvilket tilfælde partiskatten udgør 5 procent af honoraret.
Stk. 3. Partiskat skal indbetales minimum en gang i kvartalet. Hvis partiskatten ikke er betalt senest et kvartal efter forfald, bortfalder ens medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed), indtil man har betalt. Inden den 1. april skal alt skyldigt partiskat for det foregående år være indbetalt. Manglende indbetaling af partiskat kan uden videre foranstaltning medføre tab af medlemskab. Medlemskabet bortfalder, når man modtager besked om, at man er slettet på grund af manglende indbetaling af partiskat.

KOMMUNALVALG
§ 10 Senest på den ordinære generalforsamling i kalenderåret forud for afholdelse af kommunevalg beslutter generalforsamlingen opstillings- og afstemningsregler. Af afstemningsreglerne skal det fremgå, om man vælger urafstemning eller generalforsamling samt om man anvender listeopstilling eller sideordnet. Ligesom frister for indgivelse af forslag til kandidater skal fremgå af afstemningsreglerne. Foreningsgeneralforsamlingen fastlægger selv sine urafstemningsregler. I kommuner med flere partiforeninger varetages opgaven af fællesledelsen.
Stk. 2. Senest på den ordinære generalforsamling i kalenderåret forud for afholdelse af kommunevalg ned-sætter generalforsamlingen et kandidatudvalg, som forestår og er ansvarlig for opstilling af kandidater. Kandidatudvalget kan og har om nødvendigt pligt til at bringe kandidater i forslag. Kandidatudvalget skal bestå af repræsentanter fra bestyrelsen og DSU. Herudover beslutter generalforsamlingen, hvem der skal sidde i kandidatudvalget. Kandidater kan ikke sidde i kandidatudvalget. I kommuner med flere partiforeninger varetages opgaven af fællesledelsen.
Stk. 3. Foreningen skal før hvert kommunevalg på en generalforsamling fastlægge den politik, Socialdemokratiet vil føre i kommunalbestyrelsen. I kommuner med flere partiforeninger varetages opgaven af fællesledelsen.
Stk. 4. Foreningen skal føre valgkamp for de opstillede kandidater.

OPSTILLINGSREGLER VED KOMMUNALVALG
§ 11 Der kan som hovedregel kun opstilles én socialdemokratisk liste. Såfremt der opstilles på flere lister, skal disse indgå listeforbund med kun én borgmesterkandidat.
Stk. 2. Ingen medlemmer af partiet kan:
• være medlem af både Folketinget og Europa-Parlamentet.
• være medlem af både en kommunalbestyrelse og Folketinget.
• være medlem af både et regionsråd og Folketinget.
• være medlem af både en kommunalbestyrelse og et regionsråd og heller ikke opstille til begge dele samtidig.
• være medlem af både et regionsråd og Europa-Parlamentet.
• være medlem af både en kommunalbestyrelse og Europa-Parlamentet.
Stk. 3. I helt særlige situationer i forbindelse med opstilling til regions- og kommunevalg kan de berørte, opstillende forsamlinger give konkret dispensation fra dobbeltmandatreglen.
Stk. 4. I helt særlige situationer i forbindelse med opstilling til regions- og kommunevalg samt folketingsvalg, kan Hovedbestyrelsen efter indstilling fra de berørte, opstillende forsamlinger give konkret dispensation fra dobbeltmandatreglen. Dispensationen gælder for den resterende periode, der hvor man på dispensationsti-den er valgt. Der kan ikke dispenseres således, at man varetager to fuldtids valgte poster.
Stk. 5. Alle dispensationer skal vedtages med 2/3 af de afgivne gyldige stemmer. Afgørelserne kan ankes til Hovedbestyrelsen.

VALGREGLER TIL KOMMUNALVALG
§ 12 Der gives medlemmerne mulighed for at bringe kandidater i forslag. Forslag til kandidater til et kommunalvalg skal vedlægges en stillererklæring, hvor mindst fem medlemmer, bosiddende i kommunen, ved per-sonlig underskrift anbefaler valget af den foreslåede kandidat. Hvert medlem kan være stiller for mere end én kandidat. Ved forslag om spidskandidat/borgmesterkandidat skal vedlægges en stillererklæring, hvor mindst 25 medlemmer, bosiddende i kommunen, ved personlig underskrift anbefaler valget af den foreslå-ede kandidat. Hvert medlem kan kun være stiller for én spidskandidat. Valgbare er medlemmer af partiet, der er bosiddende i kommunen, og som opfylder betingelserne i § 6.
Stk. 2. Valg af kandidater foregår ved urafstemning eller generalforsamling, hvortil kun partimedlemmer, som opfylder betingelserne i § 6, har stemmeret. Afstemningen om kandidat til borgmesterposten skal foretages separat.
Stk. 3. I tilfælde af at der ved valg af spidskandidat/borgmesterkandidat vælges generalforsamling, og der er mere end én kandidat, skal denne opnå mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for at være valgt. I modsat fald skal den samlede liste af kandidater sendes ud til urafstemning blandt medlemmerne.
Stk. 4.Ved urafstemning med kun to kandidater er den valgt, der får flest stemmer. Ved urafstemning med flere kandidater, skal den der vælges, have mere end halvdelen af de afgivne stemmer. Blanke og ugyldige stemmer tæller ikke med. Såfremt ingen af kandidaterne ved den første afstemning får det krævede antal stemmer, foretages en ny afstemning mellem de to kandidater, der ved første urafstemning nåede de største stemmetal. Ved denne afstemning er den valgt, der opnår størst stemmetal.
Stk. 5. Urafstemningen kan foregå elektronisk eller skriftligt. Ved elektronisk afstemning må kun anvendes de af Hovedbestyrelsen godkendte elektroniske afstemningssystemer. Ved elektronisk afstemning skal medlemmer, der ikke har mulighed for at deltage i elektronisk afstemning, kunne deltage skriftligt. Ved skriftlig afstemning må kun anvendes de stemmesedler og stemmekuverter, som foreningen har ladet fremstille. På stemmesedlen anføres foreningens navn samt de foreslåede kandidater i alfabetisk rækkefølge. Herudover må stemmesedlen kun indeholde meddelelse om, hvor mange kandidater der skal/må stemmes på. Stem-mekuverten, hvori stemmesedlen skal afleveres, mærkes »urafstemning«.
Stk. 6. Udsendelsen af stemmemateriale forestås af bestyrelsen og sker på baggrund af de medlemsoplysninger, der er registreret i partiets medlemssystem. Ved skriftlig afstemning skal medlemmerne sammen med stemmematerialet have tilsendt en svarkuvert, der skal benyttes ved afstemningen, og som skal være påført den af bestyrelsen udpegede modtager af stemmesedlerne. Bestyrelsen angiver i en følgeskrivelse til stemmematerialet den dag, hvor stemmematerialet skal være stemmemodtageren i hænde for at kunne be-tragtes som rettidigt indgivet.

SAMARBEJDET MED KOMMUNALBESTYRELSESGRUPPEN
§ 13 Straks efter kommunevalget samles ledelsen i partiforeningen og den nye kommunalbestyrelsesgruppe til møde for at drøfte valgets resultat og konsekvenser. På mødet aftales det videre samarbejde med hensyn til eventuelle forhandlinger med andre partier/lister, konstitueringsspørgsmål m.v. Indkaldelsen til mødet foretages af foreningsformanden.
Stk. 2. Foreningen skal mødes med kommunalbestyrelsesgruppen mindst to gange om året for at drøfte det kommunalpolitiske arbejde. Det ene møde skal holdes mellem første og anden behandling af det kommunale budget.
Stk. 3. Foreningens ledelse skal deltage i gruppemøderne og inddrages i beslutningsprocesserne. Bestyrelsen udpeger foreningens repræsentanter til deltagelse i kommunalbestyrelsesgruppens møder.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsesgruppen aflægger beretning på generalforsamlingen.
Stk. 5. I kommuner med flere foreninger inden for kommunen varetages samarbejdet med kommunalbesty-relsesgruppen af fællesledelsen i kommunen.

REGIONRÅDSVALG
§ 14 Opstilling af kandidater foretages af regionsorganisationen på baggrund af indstillinger fra kredsene i regionen.
Stk. 2. Partiforeningens generalforsamling eller en kreds af medlemmer kan over for kredsen, i overensstemmelse med de af regionsorganisationen vedtagne opstillingsregler, forelå kandidater til regionsrådsvalget. Forslag til kandidater til et regionsrådsvalg skal, forud for mødet i den kompetente forsamling, vedlægges en stillererklæring, hvor mindst fem medlemmer, bosiddende i regionen, ved personlig underskrift anbefaler valget af den foreslåede kandidat. Hvert medlem kan være stiller for mere end én kandidat. Ved forslag om spidskandidat/regionsrådsformandskandidat, skal der, ligeledes forud for mødet i den kompetente forsamling, vedlægges en stillererklæring, hvor mindst 25 medlemmer, bosiddende i regionen, ved personlig underskrift anbefaler valget af den foreslåede kandidat. Dette gælder også, når det er generalforsamlingen, der indstiller kandidaten. Hvert medlem kan kun være stiller for én kandidat.

FOLKETINGSVALG
§ 15 Opstilling af folketingskandidat foretages af kredsen.
Stk. 2. Partiforeningens generalforsamling eller en kreds af medlemmer kan over for kredsen, i overensstemmelse med de af kredsen vedtagne opstillingsregler, forelå kandidater til valget af folketingskandidat. Ved opstillingen betragtes den opstillede kandidat ved sidste folketingsvalg uden videre som foreslået igen. Hvor der ikke er tale om forslag om genvalg, skal der, forud for mødet i den kompetente forsamling i kredsen der vælger folketingskandidat, tilvejebringes 25 stillere, der er bosiddende i storkredsen, og ved personlig under-skrift anbefaler den foreslåede kandidat. Dette gælder også når det er generalforsamlingen der indstiller kandidaten. Hvert medlem kan kun være stiller for én kandidat.

EUROPA-PARLAMENTSVALG
§ 16 Opstilling af kandidater foretages af Kongressen efter indstilling fra regionsorganisationerne.
Stk. 2. Partiforeningens generalforsamling eller en kreds af medlemmer kan over for regionsorganisationen, i overensstemmelse med de af Kongressen vedtagne opstillingsregler, forelå kandidater til Europa-Parlamentsvalget. Forslag til kandidater til et Europa-Parlamentsvalg skal vedlægges en stillererklæring, hvor mindst fem medlemmer, bosiddende i regionen, ved personlig underskrift anbefaler valget af den foreslåede kandidat. Hvert medlem kan være stiller for mere end én kandidat. Ved forslag om spidskandidat, skal vedlægges en stillererklæring, hvor mindst 25 medlemmer, bosiddende i regionen, ved personlig underskrift an-befaler valget af den foreslåede kandidat. Dette gælder også, når det er generalforsamlingen der indstiller kandidaten. Hvert medlem kan kun være stiller for én kandidat.

MEDLEMSADMINISTRATION OG ANDRE OPGAVER
§ 17 Foreningen skal udpege en medlemsansvarlig.
Stk. 2. Det er den medlemsansvarliges ansvar at påse, at den optagelsessøgende opfylder betingelserne for optagelse og give Partikontoret meddelelse herom.
Stk. 3. Det er den medlemsansvarliges ansvar, at der via partiets medlemssystem eller direkte til Partikontoret bliver givet besked, når et medlem flytter og om vedkommende ønsker flytning til anden forening. Parti-kontoret sender beskeden videre til den medlemsansvarlige i medlemmets nye forening.
Stk. 4. Det er bestyrelsens ansvar at opdatere partiets medlemssystem i forhold til valgte til tillidsposter i foreningen.
Stk. 5. Partiforeningen har i øvrigt pligt til at udføre de opgaver, der er pålagt i partiloven og yde den bistand i partiarbejdet, som partiledelsen, regions- og kredsorganisationen samt fællesledelsen i kommunen måtte anse for påkrævet.

GENERALFORSAMLINGEN
§ 18 Generalforsamlingen er øverste myndighed og holdes hvert år inden udgangen af første kvartal. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med en måneds varsel.
Stk. 2. Under helt særlige omstændigheder, hvor det er lovstridigt eller ikke anbefalelsesværdigt at samles idet antal, der sædvanligvis deltager i generalforsamlingen, kan bestyrelsen træffe beslutning om, at gene-ralforsamlingen kan afholdes udelukkende elektronisk.
Stk. 3. Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde:
a) Formanden beretning om virksomheden i det forløbne år, ligesom der fremlægges aktivitetsplan for det kommende år. Udvalg, nedsat af generalforsamlingen, aflægger beretning, og kassereren fremlægger foreningens reviderede regnskaber med revisorernes bemærkninger.
b) Valg til bestyrelsen af: Formand, kasserer og minimum tre bestyrelsesmedlemmer. Herudover væl-ges bestyrelsessuppleanter, to revisorer samt to revisorsuppleanter. Antallet af bestyrelsesmed-lemmer/suppleanter bør tilpasses de lokale forhold.
c) Valg af delegerede til fællesledelses-, kreds- og regionsrepræsentantskabsmøderne samt kongres-sen.
d) Fastsættelse af kontingent.
e) Fastsættelse af partiskattens størrelse jf. § 9.
f) Indkomne forslag.
Stk. 2. Forslag, som medlemmerne ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til formanden senest 14 dage før generalforsamlingen, herunder forslag til kongresdelegerede.
Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte at afholde ekstraordinær generalforsamling. Herudover skal bestyrelsen ind-kalde ekstraordinær generalforsamling, hvis 10 % af medlemmerne skriftligt forlanger det med angivelse af motiveret dagsorden. Generalforsamlingen skal afholdes senest 14 dage efter, at anmodningen er modtaget.
Stk. 4. Ved enhver generalforsamling skal dagsordenen udsendes til alle medlemmer. Det skal ske senest 10 dage før generalforsamlingen.
Stk. 5. Medlemmerne kan kun udøve deres stemmeret ved personligt fremmøde.

BESTYRELSEN
§ 19 Imellem generalforsamlingerne ledes foreningen af en bestyrelse.
Stk. 2. Bestyrelsen består af formand, kasserer og mindst 3 bestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen samt, såfremt der kun er en partiforening i kommunen, borgmester/gruppeformand. Kassereren skal være myndig.
Stk.3 Adgangsberettigede er medlemmer af den socialdemokratiske gruppe i kommunen, kredsens folketingskandidat og formænd for udvalg nedsat af generalforsamlingen. Den lokale DSU-afdeling har mulighed for at udpege en repræsentant, der skal være medlem af partiet.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder hvem der i øvrigt er adgangsberettigede til bestyrelsens møder.

VALG AF KONGRESDELEGEREDE
§ 20 På generalforsamlingen vælges det antal kongresdelegerede, som foreningen er berettiget til ifølge partiloven. Der skal vælges stedfortrædere for alle kongresdelegerede. For at kunne vælges som delegeret eller stedfortræder skal man opfylde betingelserne i § 6.
Stk. 2. Det samlede antal delegerede for en kommune beregnes ud fra kommunens samlede medlemstal, således, at foreningerne i en kommune samlet er sikret en delegeret og herudover én delegeret for hver påbegyndt 200 medlemmer.
Stk. 3. Af det samlede antal delegerede, som bliver beregnet efter denne paragrafs stk. 2, har foreninger i kommunen med mere end 100 medlemmer krav på en delegeret. Derefter yderligere en delegeret for hver yderligere 300 medlemmer.

ØKONOMI
§ 21 Foreningens regnskabsår er fra den 1. januar - 31. december.
Stk. 2. Foreningen skal henlægge midler til kommunevalg og mellemvalgsaktiviteter. Partiskattemidlerne indgår i denne henlæggelse. Bestyrelsen er ansvarlig for disse midler. I kommuner med flere foreninger inden for kommunen foretages henlæggelsen af fællesledelsen i kommunen.
Stk. 3. Offentlig støtte til kommunalpolitisk arbejde anvendes efter beslutning i bestyrelsen til politisk arbejde og må ikke udelukkende anvendes til valgaktiviteter. Det udbetalte beløb skal anvendes i det år, støtten udbetales. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert kalenderår ansøges om kommunal partistøtte. I kommuner med flere foreninger inden for kommunen varetages opgaven af fællesledelsen i kommunen.
Stk. 4. Foreningen tegnes af formand og kassereren i fællesskab. Generalforsamlingen kan give tilladelse til, at der oprettes betalingskort til brug for formand og kasserer, forudsat at der på generalforsamlingen fastsættes regler for anvendelsen, herunder begrænsninger i hvor store midler der må være adgang til på de konti, hvorfra der kan hæves penge. Foreningen kan anvende netbank.
Stk. 5. Køb, salg samt pantsætning af jord og fast ejendom skal godkendes på en generalforsamling.

BORTFALD AF MEDLEMSKAB OG MEDLEMSRETTIGHEDER
§ 22 Manglende indbetaling af kontingent og partiskat kan uden videre foranstaltning medføre tab af med-lemskab, jf. § 8, stk. 3 og § 9, stk. 3.
Stk. 2. Hvis man tilhører noget andet partis politiske organisation eller ved Europa-Parlaments-, folketings, regionsråds- eller kommunale valg opstiller på eller medvirker ved opstilling af andre lister end de socialde-mokratiske, bortfalder ens medlemskab.
Stk. 3. Hvis man udelukkes eller udtræder af en socialdemokratisk gruppe, men forbliver i kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Folketinget eller Europa-Parlamentet, bortfalder ens medlemskab.
Stk. 4. Afgørelser i partiets disciplinærudvalg kan medføre tab af dele eller alle medlemsrettighederne i § 6 samt bortfald af medlemskab, såfremt dette godkendes af Hovedbestyrelsen.

UDELUKKELSE
§ 23 Et medlem kan udelukkes af partiet, hvis generalforsamlingen beslutter det med 2/3 af de gyldige afgivne stemmer.
Stk. 2. Begrundet forslag om udelukkelse af et medlem rejses over for bestyrelsen. Bestyrelsen meddeler straks, ved anbefalet brev, det medlem der er foreslået udelukket herom. Der gives det medlem, der er foreslået udelukket, otte dage til at tage til genmæle over for bestyrelsen, hvorefter der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, med forslaget om udelukkelse på dagsorden. Sammen med indkaldelsen udsendes forslagsstillernes motivation og gensvaret fra den, der er foreslået udelukket.
Stk. 3. Foreningsformanden skal skriftligt meddele den, der er foreslået udelukket, at sagen kan ankes for Hovedbestyrelsen inden 14 dage efter, at udelukkelsen er besluttet af en generalforsamling.
Stk. 4. Foreningsformanden skal inden otte dage efter en udelukkelse på en generalforsamling give Partikontoret meddelelse om sagen. Meddelelsen skal indeholde en redegørelse for årsagen til udelukkelsen samt oplysninger om stemmetal på generalforsamlingen mv.
Stk. 5. Hvis udelukkelsen gælder et regions- eller kommunalbestyrelsesmedlem, gælder der særlige regler. Her skal mæglingsudvalget inddrages jf. partilovens § 20 stk. 7 og § 21 stk. 7.
Stk. 6. Alle udelukkelser og genoptagelser af udelukkede medlemmer skal for at være gyldige godkendes af Hovedbestyrelsen.
Stk. 7. Ingen medlemmer kan genoptages i nogen forening, så længe udelukkelsen ikke er ophævet.
Stk. 8. I særlige tilfælde kan Hovedbestyrelsen foretage udelukkelser. Foreningen skal inddrages, inden det sker.

OPRETTELSE OG NEDLÆGGELSE AF FORENINGER
§ 24 Generalforsamlingen kan beslutte at ansøge Hovedbestyrelsen om oprettelse af nye partiforeninger. Den motiverede ansøgning skal underskrives af mindst 25 medlemmer af den påtænkt oprettede forening. Motiveret ansøgning kan også indsendes af 25 medlemmer af den påtænkte forening.
Stk. 2. Foreningen kan ikke nedlægges eller sammenlægges med andre uden, at det er godkendt på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 af de gyldige stemmer af de fremmødte eller på én generalforsamling, hvor 2/3 af samtlige medlemmer går ind for det.
Stk. 4. Sammenlægninger med andre foreninger samt nedlæggelse af foreningen skal godkendes af Hovedbestyrelsen. Der skal være mindst én forening i hver kommune og i hver kreds.

VEDTÆGTSÆNDRINGER
§ 25 Afvigelse fra standardvedtægten kan kun ske efter en generalforsamlingsbeslutning med 2/3 af de afgivne gyldige stemmer og må ikke være i strid med partilovens ånd og bogstav.
Stk. 2. Tvivlstilfælde kan ankes for Hovedbestyrelsen.
Stk. 3. Såfremt der ikke på en generalforsamling er vedtaget en vedtægt for foreningen, eller der ikke er foretaget tilretning i forhold til vedtagne ændringer i partiloven, er standardvedtægten for foreninger gældende.