Referat af bestyrelsesmøde den 12. juni 2024 klokken 19.30 – 22.00

Sted: Kirkehavegaard

Deltagere: Niels Christian, Hans, Johnni, Grethe, Finn Serup, Finn Yde, Miki, Anders, Birgit, Bente, Alex, Jesper

 

Dagsorden

  1. Godkendelse af referat

Referat fra mødet den 15. maj blev godkendt.

 

  1. Valg af referent

Birgit.

 

  1. Nyt fra kassereren

Hans orienterede om et nyt intromedlem. Medlemmet er blevet kontaktet af formanden.

 

  1. Nyt fra formanden

Niels Christian orienterede om et møde i Socialdemokratiet Region Hovedstaden den 10. juni, hvor man have drøftet resultatet af valget til Europa-Parlamentet. Gaardhøj havde haft et godt indlæg, hvor budskabet var, at Socialdemokratiet skal være et parti for fremtiden, hvorimod vi nu primært bliver set som dem der fastholder tingene i det samme.

 

Socialdemokratiets tilbagegang i de store byer var bekymrende.

 

På mødet var der også fokus på Strukturkommissionens forslag til et fremtidigt sundhedssystem. Der havde været enighed om, at det var en dårlig ide at fjerne politikerne fra sundhedsområdet, jf. erfaringer fra bl.a. Norge og Finland. Der havde heller ikke været opbakning til et forslag fra Kaare Dybvad om, at transportområdet skulle føres tilbage til kommunerne.

 

Niels Christian omtalte en mail fra partikontoret, som var en reaktion på kritikken af forslagene om ændring af partiets love. Heri blev det tilkendegivet, at hvis den foreslåede bestemmelse om ligestilling ved opstilling af kandidater til politiske hverv, blev vedtaget på kongressen, ville det ikke indebære, at nogle mænd skulle fjernes fra opstillingslisten. Bestemmelsen skulle medvirke til at skabe større fokus på at opnå en bedre ligestilling.

Vedrørende forslag om enhedskontingent blev det fremført, at det var nødvendigt, hvis det skulle nytte at arbejde videre med at hverve medlemmer som hidtil. Dette foregår primært centralt. Her var det nødvendigt at kunne fortælle, hvad man skal betale i kontingent uanset hvor man er medlem.

 

Bente fortalte om et foredrag hun havde været til med overskriften ”Kunst, kultur, sundhed”.

Kunst og kultur kan have en positiv effekt på vores trivsel og livskvalitet. Det var et meget inspirerende oplæg. Det var en aktivitet, der blev udbudt af Kulturnetværket i Socialdemokratiet.

 

  1. Kommunalvalget 2025 & Folketingsvalget 2026
  • Byrådsgruppen præsenterer et oplæg under overskrifterne ”Hvad har vi gjort” og ”hvad vil vi arbejde for fremadrettet”.

 

Miki redegjorde for byrådsgruppens foreløbige overvejelser. Hvert byrådsmedlem har inden for deres fagudvalg nedskrevet deres bud på resultater og udfordringer. Miki orienterede om overvejelserne vedrørende Kultur/fritidsudvalget (Theo), skoleudvalget (Vibeke) og By/teknik/miljøudvalget (Miki), og Jesper orienterede om sine overvejelser vedr. Sundhed/beskæftigelse.

 

Enkelte nedslag fra oplæg og kommentarer hertil:

Kultur/fritid:

  • Fritidspas til børn/unge – Hvad koster det?
  • Rekreative fællesskaber
  • Kunst og kulturs betydning for livskvalitet og trivsel. Evt. rolle for Frivilligcentret?

 

Teknik/miljø:

  • Billigere boliger, bofællesskaber, ungdomsboliger mv.
  • Bymidten – fortsætte den gode udvikling
  • Varme – væk fra de fossile brændstoffer
  • Transport – øget flex frem for faste busser, der kører tomme?
  • Konflikt mellem natur og fritidsliv – hvordan håndterer vi det?

 

Skoleområdet:

  • Rekruttering – forslag fra opgaveudvalg
  • Skolevægring/mistrivsel for især +13-årige
  • Læringsmiljøer
  • Opgaveudvalg om trivsel

 

Sundhed/beskæftigelse:

  • Rekruttering og uddannelse
  • Selvkørende teams
  • Væk med unødvendigt bureaukrati/tilsyn
  • Et stærkt civilsamfund
  • Flere kommunale botilbud
  • Lav ledighed, men stress/depression fører til stigning i sygedagpenge

 

  • Møde i Ruderdalkredsens repræsentantskab d. 29. juni.

På mødet skal der tages stilling til, hvilken af de to personer, der har meldt sig som kandidat til Folketinget, som repræsentantskabet vil anbefale, og om der er behov for en urafstemning blandt medlemmerne.

 

Det er vigtigt, at alle medlemmer af repræsentantskabet møder op. Finn Yde oplyste, at han ikke havde mulighed for at deltage. Det blev besluttet, at Bente deltager i stedet for Finn.

 

  1. Aktiviteter
  • Nyt fra arbejdsgruppe om medlemshvervning

Vibeke og Johnni er tovholdere.

Gruppen holder sit første møde den 24. juni.

 

  • Aktiv Fritid

Hans er tovholder. Han har indsendt tilmelding til kommunen og sørger for stole, borde, popcornmaskine og flyers med byrådsmedlemmerne. Byrådsgruppen har ansvaret for at forberede de politiske budskaber.

 

Hans vurderede, at der var nok, der havde givet tilsagn om at stå i den socialdemokratiske stand.

 

  • Beredskabskursus

Anders fortalte om sine overvejelser om forberedelse af et kursus i efteråret, herunder at stille spørgsmål til kommunens kriseberedskab.

Det blev aftalt, at kurset søges afholdt den 5., 6. eller 7. november kl. 17-18.30.

 

  1. Nyt om Europa-Parlamentsvalget
  • Plakatnedtagning indtil d. 17. juni

Niels Christian var meget tilfreds med valgkamp og eget valgresultat. Han havde fået 4.717 stemmer svarende til 1,2 procent af afgivne stemmer på Socialdemokratiet. Til sammenligning havde Magnus Barsø (spidskandidat i regionen) fået 3,5 procent. Niels Christian rettede en stor tak til dem, der havde hjulpet til med at hænge plakater op og uddele flyers.

 

Han mente ikke, at valgplakater havde haft stor betydning for stemmeafgivelsen. Det faktum, at kandidater, der ikke havde ført valgkamp i Nordsjælland (eller andre steder), havde fået en del stemmer i Nordsjælland kunne tyde på, at sociale medier og kandidattesten havde haft størst betydning for stemmeafgivelsen. Det blev også påpeget, at dette kan være et særligt kendetegn for EP-valg, siden vælgerne kender mindre til EU, bliver de ikke påvirket på samme måde som til kommunalvalg og folketingsvalg.

 

Niels Christian oplyste, at han opstillede til regionsrådsvalget for Rudersdalkredsen og arbejdede på at få opbakning fra andre kredse i Nordsjælland.

 

  1. Nyt fra kommunen

Miki nævnte, at overvejelser om indretning af de kommunale lokaler på Kulturtorvet nu var i gang. Det var også nødvendigt nu at begynde på overvejelser om, hvad lokalerne på Lillerød skole skal bruges til, selv om skolen først ophører med at bruge lokalerne i 2030. Der er allerede flere forslag til anvendelse af Lillerød skoles faciliteter.


Miki orienterede om udfordringer i det politiske samarbejde om budgettet.

 

I den aktuelle byrådsperiode var det lykkedes at etablere et bredt samarbejde om budgettet og finde en model for håndtering af de økonomiske udfordringer. Det havde ud over et bedre samarbejdsklima i byrådet også givet gode brede aftaler om fx udvikling af Bymidten og om skolestrukturen. Han mente, at det ville være godt for kommunens udvikling, hvis det brede samarbejde kunne fortsætte.

 

  1. Eventuelt

Finn Yde orienterede om et møde i repræsentantskabet for AOF Nordsjælland. På mødet havde bestyrelsen ønsket at få tilslutning til at ansøge om 1 mio.kr. fra AOF Danmark. Finn havde på mødet kritiseret forslaget, da han ikke mente, at forslaget var tilstrækkeligt oplyst. Der forelå således ikke en forretningsplan, der redegjorde for, hvad pengene skulle bruges til. Hans kritik havde vakt en del furore. Han havde undladt at stemme, da forslag til udtalelse kom til afstemning.

Anders foreslog, at der blev udpeget en presseansvarlig, da der er behov for, at vi bliver mere synlige lokalt på samme måde som Venstre og Konservative gør. Finn S. sagde ja til at påtage sig opgaven.